Dette afsnit omhandler primært sæsonerne 1887-1888, 1888-1889 og 1889-1890 ved Det Kongelige Teater. Sæsonen 1887-1888 åbnes med Holbergs Maskeraden og bød på premieren på Hostrups Under Snefog med blandt andre Emil Poulsen og Anna Bloch. På Hostrups 70-års fødselsdag opførtes Genboerne.
Inden for operaen markeredes 100-året for Don Juans opførelse med en festforestilling med Algot Lange i titelrollen, og operaen La Traviata fik danmarkspremiere med Elisabeth Dons som Kameliadamen. Kongefamilien med deres internationale slægtninge var hyppige gæster ved både opera og ballet.
Inden for Den Kongelige Ballet var forholdene imidlertid vanskelige. Direktøren, Edvard Fallesen, bakkede ikke op om balletmesterens dispositioner. Mange følte at nationalscenen svigtede arven fra August Bournonville. Udstyret og teatermaskineriet var kritisabelt, hvad blandt andet resulterede i en ulykke ved prøverne på Et Folkesagn. Sæsonen, som forlængedes ind i juni bød dog på opførelsen af Brudefærden i Hardanger og Fjernt fra Danmark. Christian Christensen var selv med i Konservatoriet og Toreadoren.
Sæsonen 1888-1889 åbnede skuespillet igen med Holbergs Maskeraden og senere Det lykkelige Skibbrud med Karl Mantzius, Olaf Poulsen og Christian Christensen selv. I samme sæson fik Einar Christensens Broder Rus og Henrik Ibsens Fruen ved Havet med Josephine Eckardt og Emil Poulsen premiere.
Inden for Operaen kunne Niels Juel Simonsen fejre sit 20-års jubilæum med Barberen i Sevilla, inden C.F.E. Hornemanns stormombruste og mislykkede opera Aladdin opførtes i anledning af Christian 9.s 25-års regeringsjubilæum. Langt større succes opnåede operaen Konge for en dag.
Inden for Den Kongelige Ballet forlod danserinden Anna Tychsen ensemblet. Christian Christensen optrådte selv i Napoli og Livjægerne på Amager og fik en mindre lønforhøjelse, samtidig med at han efterhånden underviste godt 150 elever privat.
Derefter indtræder af ukendt grund en pause i erindringerne. Christian Christensen genoptog først arbejdet med sine erindringer godt 20 år senere.
Forholdene ændrede sig ikke til det bedre for Den Kongelige Ballet i sæsonen 1889-1890, som blev Ludvig Gades sidste som balletmester, hvorefter Emil Hansen overtog. Maria Westberg forlod også Den Kongelige Ballet. Om end teatrets direktør Edvard Fallesen var genstridig over for balletten som institution, gav han dog Christian Christensen et tillæg i gagen på 200 kr. med anden klasse feu, hvilket kom godt tilpas, da han fik en lille datter.